Børneværelse med havudsigt
I den store, børnevenlige Town House lejlighed blev nøgleordene: farver, messing og velour. Lejligheden har mange hvide flader, højloftede rum og et hvidt køkken. Derfor blev der lagt vægt på at finde møbler i mørke farver eller træ der kunne ”fylde” mere i rummet. I soveværelset valgte stylisterne at bruge en sengegavl over sengen, både for at skabe hygge og følge en populær boligtrend, men også for at ”få noget højde på indretningen”, og dermed understrege lejlighedens imponerende loftshøjde. Det sidste touch blev givet med spredte loungestole, puffer, gulvspejle og grønne planter der gør indretningen hyggelig, men endnu en gang også fremhæver hvor store rummene er.
LUKSUS I BØRNESTØRRELSE
Det særlige ved Town House lejlighederne er deres forskudte plan. På underetagen findes det store køkken-alrum og stuen hvor familien kan samles, og ovenpå kan børnene trække sig tilbage på deres værelser. Og hvilke værelser! Her fik eksperterne fra SalesStyling frie tøjler til at indrette det yndigste børneværelse. Boligstylist Camilla nævner her betydningen af at få skabt en rød tråd gennem hele lejligheden. Det var vigtigt at de varme farver og brugen af træ og messing gik igen i børneværelset. Men én ting er den gennemførte boligstyling, noget andet er det fantastiske lys som strømmer af de store vinduespartier. Herfra er det udsigten mod stranden og vandet der drager, og det er svært ikke at blive misundelig på det barn der skal vokse op med sådan en udsigt!
FRODIGT TERRASSELIV
Det er ikke kun indenfor at SalesStyling har fået lov til at lege med Town House lejlighedens mange muligheder. Fra stuen har man nemlig direkte adgang til en 12 m² stor træterrasse, og her fik teamet indrettet en hyggelig solkrog med havebord, stole, og loungemøbler så der var mulighed for spisning og hygge i solen. ”Skulle jeg selv bo der, ville jeg sætte krukker med beplantning på langsiderne som ikke vender mod vandet,” siger Camilla.
Man kunne også tilføje en række plantekasser som børnene kunne være med til at dyrke blomster og krydderurter i. På den anden side findes allerede en bænk hvor man kan nyde solopgangen over havet, og børnene kan lege i det hyggelige gårdmiljø.
Hvorfor professionel boligindretning?
I Strandterrassernes Town House er det boligstylister fra virksomheden SalesStyling der har stået for den professionelle indretning. Dette har man valgt at gøre for at vise de mange muligheder som børnefamilier får med en så luksuriøs bolig og for at fortælle de historier som livet i Strandterrasserne byder på. Louise Holm, kendt fra programmet: Løvens Hule, er indehaver af SalesStyling, og er uddannet ejendomsmægler og indretningskonsulent, og hendes mange kreative stylister er eksperter i at få det bedste frem i de boliger de arbejder med. Camilla har mere end 20 års erfaring som visual merchandiser.
Selv kalder de opgaven med den moderne Town House lejlighed for et indretningsprojekt lidt ud over det sædvanlige. Vi lader billederne tale for sig selv.
Har du fået lyst til at bo med mulighed for at gøre indretningen efter i en af Strandterrassernes familievenlige Town House lejligheder, så se plantegninger, pris og areal her – det er lejlighed nr. 2 og 3.